oktober 31, 2000

Den danske, internationalt kendte webguru Jakob Nielsen afskyr multimedie-lir, pop og flashede websteder, og vil næppe give en døjt for dette websted. Tak til Memepool for linket.

oktober 28, 2000

Hvad der virkelig foregik klokken 21:15 ved Fasterholt på en juniaften i 1969...

oktober 27, 2000

Svært ved at finde undertøj der passer? Prøv Liquid Latex istedet! Sitet tilbyder også uundværlige ting som orgasmatronen og kænguru-pote-øl-åbneren - med helt ægte kængurupote.
Franskmænd er frygtelig angste for at miste deres sprog til den engelske verdensdominans, især på nettet, hvor ord som browser, website og spam har umiskendelig angelsaksisk oprindelse. Så er navigateur web, site web og Polluriel da langt bedre.

oktober 26, 2000

Exploding Dog har vi nævnt før: Det er et websted med nogle af de mest vidunderlige naive tegninger, baseret på læsernes forslag - en slags kunstnerisk 'Så hatten passer'.
Tegningerne er oplagte som baggrundstapet til computerskærmen, men de har desværre ikke helt det rigtige format. Men det har drengene fra Dorktown gjort noget ved.
Det er de mest utroligt fede radiostationer, man kan finde på live365.com. De tusindvis af radiostationer er lavet af almindelige mennesker, der har uploaded dele af deres mp3-samling til webstedet. Som altid er det bedst at have en kloakrørs-tyk forbindelse til nettet for at få fuld stereo-gavn af de kølige toner.

oktober 25, 2000

Det er ikke pænt at lave grin med andre.
Menneskeheden er syg i mere end en forstand, når der findes en hel subkultur, der samler på brækposer, den slags man kan finde ombord på fly, skibe og andre ubekvemsomme transportmidler. Thomas Homer Gøtz i Valby har f.eks. samlet 1.187 af slagsen, heriblandt seks fra Merpati Nusantara Airlines i Indonesien. Det er et styk arvegods, hans børn næppe kommer til at slås om.
Jeg anede ikke, at mit gamle stam-pool-værthus, Café Hugo på Østerbro, var lukket, før jeg læste det på www.kbhguide.com. På sitet anmelder de herrer Jens Toft og Lars Lassen værtshuse i København og udvalgte andre steder i landet. Og det gør de godt, selvom deres indgangsvinkel til emnet er præget af en vis veneration overfor den type værtshuskultur, der lever efter mottoet: 'jo mere gulbrunt, jo bedre'.
Men selv for bodegaløver kan røvhulskulturen være for meget, så som med østerbro-jointen Bassinet:
"Deres to anmeldere, der også færdes til søs, har indtil nu været lykkeligt uvidende om det kulinariske gennembrud 'Kaffe med ost'."
Den slags skidt kan ske for selv den bedste, men der er en grund til, at man ikke skal være sin kæreste utro. Man risikerer nemlig at få totalsmadret ens lejlighed. Hele historien står på Crazy-bitch.com, inklusiv et tredels radiointerview med den berømte og berygtede radiovært Howard Stern. Og hvis man vil høre mere til ham, kan man besøge denne side.
Der er dage, hvor tv-reklamerne er det eneste, der er værd at se i fjernsynet. Men vi går desværre glip af alle de fedeste amerikanske reklamer. Som f.eks. reklamebureauet TDA Advertising & Designs forrygende ironiske spot med titlen: 'TDA - where the client is never billed for prostitutes!'. Det tager lidt tid at hente filmen, men den er alle minutterne værd.
Adcritic.com er iøvrigt stedet, hvis man vil se amerikanske reklamer og tv-spots. Bill Clintons selvironiske film om de sidste dage som præsident er en must-see. Utroligt, at en amerikansk præsident kan lave en film, hvor han tuller rundt i det hvide hus, stjæler chokolade fra slikmaskinen og spiller sænke-slagskibe med hærchefen fra Joint Chiefs of Staff. Chokoladetyveriet blev iøvrigt kritiseret af visse humorforladte grupper for at være amoralsk.

oktober 20, 2000

Ups! Som de fleste af os er du vel på et tidspunkt kommet til at dræbe en af dine kære i et psykotisk jalousianfald. Og så står man med problemet: Man er i forvejen træt af at gøre rent, og hvordan slipper man nu af med kroppen, beviserne og eventuelle vidner - og når på arbejde til tiden alligevel. Cadaver Inc. er svaret.

oktober 18, 2000

Mange spørger os, hvorfor vores weblog hedder Lobby42 (faktisk har ingen spurgt om det, man lad det nu ligge).
Well, tallet 42 stammer fra Douglas Adams vanvittige science fiction-roman The Hitchhikers Guide to The Galaxy. Titlen henviser til en guide og rejsebog, der er universets mest populære. Ikke fordi den er speciel god (faktisk er den vanvittig upræcis), men fordi den er anelse billigere end konkurrenterne og har ordene 'Don't Panic' skrevet på forsiden i venlige bogstaver. Ifølge romanen er tallet 42 simpelthen svaret på det evige spørgsmål om livet, universet og alting. Og hvad har det så med webstedet at gøre? Ingenting, men er I klar over, hvor svært det er at finde et ordentligt navn?
Og nu...mere musik! Man kan som regel kun finde små usle 30-sekunders uddrag fra musiknumre på nettet, med mindre man tyer til Napster-agtige ulovligheder. Men er man til Fransk Discohouse (og hvem er ikke det), kan man få et 16 minutters superblødt mix af dj'en Dimitri from Paris' plade, A night at the Playboy Mansion. Nummeret kan man høre her, men det kræver, at man har Realplayer installeret.

oktober 03, 2000

Der findes en håndfuld humoristiske anekdoter, der er så klassiske, at man har kunne finde dem på nettet i al den tid jeg kan huske tilbage. F.eks. forrygende amerikanske retssag-fortalelser i Courtroom Bloobers eller den sande anekdote om den londonske hotelgæst og sæberne. Den sidste historie ligger på min egen ældgamle hjemmeside, et projekt som jeg opgav/glemte efter et par dage. Sjovt nok har Tele Danmark ikke fjernet webstedet, selvom jeg ikke har været kunde hos selskabet i årevis.